Løb er en belastning

Når du løber, bruger du din krop på en meget ensidig måde. Det er en af to hovedårsager til, at risikoen for at få en skade ved løb er ganske stor. Den anden årsag er, at mange øger deres træningsmængde for hurtigt.

Begge dele kan du gøre noget ved med den rette forberedelse og viden. Men helt undgå risikoen for at få en skade kan du ikke, når du har sat dig et ambitiøst mål om at løbe en hel eller halv maraton.

 

Ensidige bevægelser:
Den menneskelige krop er designet til at være fleksibel og arbejde alsidigt. Men når du løber, udnytter du ikke den styrke ved kroppen. I stedet laver du de samme bevægelser igen og igen, og det slider meget de steder, hvor belastningen er størst. Det vil sige leddene. Fødder, ankler, achillessener, skinneben og ikke mindst knæene.

Når du løber, lander du med cirka fire gange din egen vægt i hver eneste skridt. De fleste viborgensere ved, at der er 5,7 kilometer rundt om Søndersø. Men ved du også, at der er cirka 5000 skridt. Og det slider på leddene.


Hovedet vil mere end kroppen:
Et andet problem er, at dit hoved ofte vil mere, end din krop kan holde til. Øger du træningsmængden for hurtigt, kan især musklerne og senerne ikke nå at tilpasse sig belastningen.

De første gange du tager løbeskoene på, mishandler du faktisk din krop. Men hele organismen er på forunderlig vis i stand til at forsvare sig. Det gør den ved at tune de forskellige kropsdele, så de er forberedte til næste gang, du vil ud at løbe.

Det er ikke alle dele af kroppen, der er lige hurtig til at gå i forsvar. Allerede efter to til tre løbeture er kredsløbet – hjerte- og lungefunktionen – mærkbart forbedret, og også muskulaturen er hurtig til at omstille sig. Det mærker du som bedre velvære, og du får lyst og overskud til at løbe hurtigere og længere. Men det er her, at du skal passe på.

Omkring leddene er der masser af scenehæftninger og ledbånd. Og de er betydelig langsommere til at klare omstillingen. Det betyder, at der opstår et skævt styrkeforhold – som at putte en Ferrarimotor i en Mascot – og så er det, at skaderne kommer.

Medlemsskab

Ønsker du at blive medlem i en af Viborg Atletik og Motion's afdelinger, skal du blot klikke på "bliv medlem nu!" herunder og udfylde formularen.

Bliv medlem nu!
Udmelding her