Det er fra Dansk Triatlonforbunds side blevet besluttet, at DM i triatlon skal køre som en serie på 3 afdelinger inden de danske mestre kan kåres til september i Kolding.
I weekenden afholdte Fredericia Triathlon Team 2. afdeling af DM i triatlon på OL-distancen.

Det er fra Dansk Triatlonforbunds side blevet besluttet, at DM i triatlon skal køre som en serie på 3 afdelinger inden de danske mestre kan kåres til september i Kolding.


I weekenden afholdte Fredericia Triathlon Team 2. afdeling af DM i triatlon på OL-distancen. Fredericia kunne byde på den smukkeste ramme i fantastisk dansk sommervejr – helt ideelt til distancen 1500 m svømning, 40 km cykling og 10 km løb. I Fredericias gamle bydel med Bülows kaserne på den ene side og Østre Strand på den anden, blev først herrerne sendt af sted, og 5 minutter senere blev damerne sendt af sted i Lillebælts blå bølger, hvor Karina Thorup skulle forsøge at forsvare sin andenplads.


"Først var jeg egentlig meget begejstret for, at DM gik fra at være et enkelt stævne til en DM-serie, der er fordelt over hele sæsonen, men begejstringen har lagt sig lidt. Det er bestemt ikke fordi, der var noget galt med stævnet, for Fredericia har stor erfaring med triatlon-stævner, så stort set alt forløb rigtigt godt med det praktiske. Men som familiemenneske med job og børn må jeg sande, at det er lidt af en kamp at holde kæden stram gennem 5 måneder og forsøge at holde maximal form så længe."


Karina Thorup fik til sin store glæde en podieplads i Fredericia, og konsoliderer dermed sin andenplads i den samlede stilling. "Min svømning gik dog langsommere, end jeg havde håbet. Jeg har mistet speed siden sidste år, og det ærgrer mig lidt. Cykling er min favoritdisciplin, og jeg havde gode cykelben og fik overhalet en god håndfuld på de 40 km. Løb gik som forventet, ikke noget prangende men jeg kom lige under 50 minutter på 10 km."


"Thomas Rabech har sammensat et løbetræningsprogram med 2 løbepas om ugen, hvoraf det ene er intervaltræning. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at løbe hurtigere, men hver gang jeg har forsøgt at løbetræne mere, er skaderne begyndt at dukke op i form af løberknæ, så jeg kan kun være tilfreds med at træningsprogrammet trods alt rækker til at snige mig på podiet i min aldersklasse."


Den sidste afdeling og hermed også finalen afholdes i Kolding i starten af september. Der er flere point at hente i finalerunden, så der kan stadig ske rokeringer i den samlede stilling. "Jeg håber niveauet holder, så jeg kan hive en medalje med hjem i september. Men alt kan ske".

/Karina Thorup

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik