Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

De Vestdanske Mesterskaber i atletik for ungdom blev i weekenden afviklet i Skive med deltagelse af 11 unge fra Viborg Atletik og Motion. Det medførte en sand medaljeregn og en håndfuld ungdomsklubrekorder.

Fra løbeholdet deltog:

Rune Ib Hansen, der lige er fyldt 12 år deltog i sit første stævne og gjorde det rigtig godt. Lørdag løb han 600 m i tiden 1.47.40, hvilket rakte til en sølvmedalje og ny klubrekord. Søndag skiftede han så til guld, da han sejrede på 1000 m i tiden 3.21.42.

Elias Shifris (14-15 år) kunne rimeligt komfortabelt sikre sig to guldmedaljer i 800 m (2.04.87) og 1500 m (4.35.17).

Marie Møller Schmidt (16-17 år) stillede op i hele tre løb: Lørdag startede hun med guld og klubrekord på 1500 m i tiden 4.51.65. Søndag rakte tiden 2.28.27 til en 5. plads på 800 m, mens det blev til sølv på 3000 m i tiden 10.30.01.

Mie Gam (16-17 år): Søndersø-vinderen havde en forrygende weekend med to nye PR på 1500 m (4.56.61), der rakte til sølv og på 3000 m (10.26.79), som indbragte en guldmedalje.

Signe Salanson Jensen-Smidt (18-19 år) havde trods forestående studentereksamen overskud til fornemme præstationer i løbeskoene med hele tre gange PR og tre gange sølv i 800 m (2.28.64) ny klubrekord, 1500 m (5.06.32) og 5000 m (18.57.60).

Emma Dyrup Kleist (20-22 år) fik to guldmedaljer i 1500 m (4.50.42) og 800 m (2.20.05). Det var en ny flot PR på 800 m for Emma.

Fra atletikholdet deltog:

Rune Drongesen, klubbens unge mangekæmper, hentede hele fire medaljer i gruppen 20-22 år. Længdespring blev vundet med 5,95 m, mens en personlig rekord i spydkast på 45,03 gav en sølvmedalje. 100 m på 12.00 og 30,39 i diskoskast gav to bronzemedaljer.

Josefine Bromerholm deltog på trods af en skade i venstre hånd. Hun sendte spyddet ud på flotte 32,86 m, hvilket rakte til en sølvmedalje og ny klubrekord. I diskoskast gav 29,07 en bronzemedalje og ny klubrekord.

Ditte Stærk Sørensen løb 3000 m i tiden 12.26.64, der rakte til en bronzemedalje, og sprang 4,18 m i længdespring (8).

Amalie Schade Kanstrup løb 200 m i tiden 30.31 (11), 300 m i 48.76 (9) og kastede 23,17 i spydkast (8).

Trine Bjerg løb 100 m i 14.75 (9) og sprang 4,05 i længde (11).

Disse 4 piger er i 14-15 årsgruppen, og på lørdag stiller de op for Viborg AM til indledende runde af Danmarksturneringen for ungdomshold for 12-15 år.

 

Tre af klubbens unge løbere valgte søndag at løbe noget længere og stillede op ved Århus City Halvmarathon med flotte resultater:

Johanne Hyldgaard Bach (17 år): tiden 1.35.21 var PR og rakte til en flot 2. plads i aldersgruppen 15-19 år.

Emilie Jepsen (17 år): tiden 1.35.58 rakte til en 4. plads hos de 15-19 årige.

Ivan Riise (20 år): tiden 1.14.37 var en stor forbedring af PR og gav en flot samlet 13. plads.

Se billeder fra VDMU her :-)

Resultater fra VDMU her :-)

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik