Træningskonceptet AVIS-MARATON

Har du en drøm om at komme i form - prøv AVIS-MARATON

Søren Rasmussen deltog lørdag d. 24. oktober i Bear Trail i Belgien, hvor det blev til en flot 2. plads.

Søren Rasmussen deltog lørdag d. 24. oktober i det belgiske trail løb Bear Trail.

Læs hans beretnig her:

Jeg kan lige så godt skrive det, før andre gør ... selv én med rigtig mange års erfaring kan åbenbart begå en rigtig amatør-fejl wink-humørikon

Som allerede nævnt tidligere, kom jeg for sent til start, da jeg i lørdags løb 'BEAR TRAIL' i belgien.

Omstændighederne var som følger:

For godt en uge siden gik det op for mig, at der nok ville blive en del mere mudder på ruten, end jeg først havde formodet, og jeg begyndte derfor at spekulere en del over mit skovalg. Tidligere i år skøjtede jeg i bogstaveligste forstand halvt ned ad de mudrede skråninger til MareMontana i Italien, fordi netop mudder er lige præcis det eneste, mine Skechers Ultra ikke mestrer .. mildt sagt.

Og til VM i Annecy, hvor vi troede, ruten ville være mere tør, var den gal igen med part-vis mudrede / glatte stier .... i samme sko wink-humørikon

So what to do?

Mine Inov-8 X-talon 190 stod fortrinligt fast i Rude Skov sidste efterår (hvorfor er der egentlig altid så mudret, når jeg løber?), men de er også ekstremt tynde og hårde ved mine achillessener, så dem løber jeg helst ikke for meget i længere...

Mine Salomon Speedcross har jeg aldrig helt fundet melodien med, så de er overdraget til en ny glad bruger.

Mine nyeste favoritter, Altra Lone Peak 2.5, skulle også nok kunne klare en del mudder, men dem turde jeg ganske enkelt ikke løbe 57 km / 1.350 højdemeter i endnu. Jeg er super glad for dem, men føler stadig jeg er i en indkøringsfase med konceptet ... selv i terræn smile-humørikon

Og blandt andre sko på hylden var der heller ingen, som tændte mig 100%. Men så var det, jeg kom til at tænke på, at Hoka har lavet en special-udgave af Rapa Nui 2 Trail, hvor slidsålen er fra Vibram med 6 mm knopper, hvilket angiveligt skulle give et meget bedre greb end den slidsål, Hoka oprindeligt brugte, og som jeg tidligere har haft, men som bestemt ikke var egnet til ekstrem mudder...

Fra tanke til handling ... onsdag havde jeg et par nye sko ... som duftede fantastisk, men også sad fuldstændig skrumlet, hårdt og ukomfortabelt på mine fødder ??

Jeg måtte derfor skynde mig ud i skoven to dage i træk og løbe rundt på de små stier samt gå ud i en lille sø og lade dem helt gennembløde for at kunne tilpasse sig i lynfart. Og med i bilen kom de ... til tørring på vejen smile-humørikon

On location; efter at have talt med nogle af de lokale, var jeg ikke længere i tvivl ... det måtte blive Hoka'erne ... jeg orkede ganske enkelt ikke at skøjte rundt endnu en gang....

Og så var det, miséren opstod. For sådan et par nye sko kan jo godt være svære at snøre helt perfekt de første gange, og især den venstre var jeg lidt i tvivl om lige til det sidste.

Efter endt opvarmning skævede jeg til uret. Stadig godt et minut til start, vurderede jeg og valgte at løsne skoen helt for at binde den om. Men BANG ... lige præcis da lød skuddet wink-humørikon

Det tog mig herefter 27 sekunder at binde skoene stramt igen med dobbelt-knuder og løbe over startmåtten som den aller bageste i et felt på 275 løbere og smalle stier med det samme wink-humørikon

Panik? Nej, jeg nåede heldigvis at tænke, at selv om ambitionen ellers var at gå modigt med de forreste, ville det nu være selvmord at forsøge at løbe op til dem. De lagde formodentlig også friskt fra land, og hvis jeg skulle indhente mere 100 meter på dem, ville jeg måske eksplodere efterfølgende.

Så der blev sadlet om; jeg måtte løbe et 'solo-løb' og forsøge at disponere mine kræfter så klogt som muligt i et ukendt terræn, hvor jeg kun vidste, at højdemeterne ville ligge mellem 80-280 m.o.h., og at der ville være ca. 20 gode bakker + det løse, som man aldrig helt kan se på profilerne.

De næste 3 kilometer gik herefter med overhaling på overhaling uden at vide, hvor mange der var foran mig. Jeg skævede frem og kunne se en mindre gruppe på 5-6 mand som havde revet sig løs; alle i mestendels sorte farver, men én i selvlysende grønt. Og jeg kunne også se, at de 100 meter i starten gradvist blev til lidt mere afstand...

Ved 3K kom den første seriøse bakke, og her mærkede jeg også, at nu var der ved at være saft i benene på dem, jeg overhalede. Jeg var nået frem til de dygtigere løbere, og da jeg passerede én og spurgte til placeringen, mente han, at han lå 'omkring nr. 8-10 stykker'.

Herfra gik det langsommere med at indhente og overhale, og terrænet begyndte også at vise tænder, så man måtte tænke sig om. Variationen var stor. Single-tracks, grusveje, skove og åbne marker samt en lille smule asfalt hist og pist (vel samlet set 3-5K undervejs).

Stigningsprocenterne var lige præcist løbebare; d.v.s. maks. 15-18% på de stejleste steder og tilsvarende på nedløb. Klipper var der ikke noget af, men især i skovene lå der store, løse sten i underlaget på størrelse med en knyttet hånd, så man måtte være meget opmærksom. Ja, og så var der mudder og fedtede markveje rigtig mange steder. Ikke uafbrudt, men i seriøse mængder, når det var der, med fødderne dybt under og med fornemmelsen af, at skoene hurtigt vejede omkring 500 gram stykket. Jeg havde dog valgt rigtigt, for Vibram sålerne pløjede sig gennem det utroligste uden at gøre mig usikker, og støddæmpningen i sådan et par er altså også uovertruffen, især på nedløb.

Omkring 20K havde vi en mindre pause på ca. 30 sek., fordi 15-20 køer helt spærrede vejen, hvor vi skulle forbi, så det var umuligt at komme igennem. De 'bissede' og fra den anden ende af var der en bondemand, som stressede dem med nogle kommandoer. De skulle nok imod mig/os, men ville bestemt hellere den modsatte vej. Og i siderne var der pigtråd på stien, så vi måtte vente på et hul til at komme igennem.

Når jeg siger 'vi' i.f.m. pausen ved køerne, er det fordi, jeg her hookede op med en følgesvend for en stund. Lidt tidligere havde jeg ellers overhalet ham, hvorefter jeg lå 5'er og han 6'er. Men han hang forholdsvis godt på, og da jeg i et kort øjeblik blev i tvivl om ruten ved køerne og løb 25-50 meter tilbage af sporet, fik han igen kontakt.

Herefter fulgtes vi de næste ca. 10 km, hvor han pressede på, og jeg derimod ikke følte mig godt løbende. Rent ud sagt var det med opydelse af alle kræfter ikke at måtte slippe ham igen. Gutten løb 2:41 på marathon i Rotterdam tidligere i år og var tydeligvis stærk.

Ned ad en stejl bakke snublede jeg, så lang jeg var, og slog det ene knæ + håndflader, men ikke noget alvorligt. Og til min store glæde fornemmede jeg herudover, at jeg faktisk var konkurrencedygtig på nedløbene. Blandt tidligere overhalinger havde flere været både opad og nedad, og selv ham her, som pressede godt på, kunne jeg følge rimeligvis.

Når det gik opad, havde jeg en mærkelig dag. Jeg har ikke trænet mange bakker de seneste måneder og følte mig slappere og uden den styrke, jeg tidligere har haft. Men alligevel løb jeg hurtigere end andre, hvilket heldigvis gav god moral til trods for, det var pisse hårdt. Nogle af bakkerne var lige dér på grænsen, hvor det nærmest ikke giver mening at insistere på at løbe, fordi man kan gå lige så hurtigt. Men jeg insisterede wink-humørikon

Omkring 30K overhalede jeg min følgesvend på et mudret nedløb og fik et hul. Og på et efterfølgende lige stræk, hvor man kunne kigge langt fremad, så jeg pludselig to løbere i det fjerne. Dels ham den grønne, som nogle gange tidligere havde kunnet skimtes, og så en de sorte. Tidligere havde jeg klokket godt et minut op til den grønne, men her var det nok lidt mere, mens den anden løber var tættere på.

Så mærkede jeg nye kræfter og motivation. Ikke at det kunne ses på uret, for mellemtiderne blev gradvist langsommere og langsommere, men jeg gik på jagt efter løberne foran.

Passerede nr. 4 og havde stadig den grønne godt et minut foran mig. Lige omkring det sidste depot (af 3 stk. i alt) ved 43K indhentede jeg også nr. 3 og fik en fornemmelse af at være kommet lidt tættere på den grønne, som nu lå 2'er.

Kort efter kom en lang stigning på en åben græsmark. Og sådan nogle stigninger er faktisk rigtig svære at vurdere. For, hvor man i skov eller by altid har træer eller bygninger omkring sig til at tage bestik af stejlheden, så har man på en åben mark ingenting udover trætheden i sine ben. Og sådan var det her. Vi løb og løb, men kom ingen vegne. Skoene var kaget til fra den slags dybe kvæg-mudder huller, der kan være i en blød eng, og jeg vurderer, at vi nok i praksis løb på en af de stejleste stigninger i løbet. Og dá spejdede jeg, at den grønne måtte gå på det sidste stykke mod toppen, hvorimod jeg stædigt holdt mig i løb og faktisk lige her tog markant ind på ham.

Kontakt fik jeg vel omkring 47K, og da jeg overhalede, bekræftede han, at jeg nu var 2'er. "Hvor langt er der op til nr. 1", spurgte jeg. Hvortil han svarede, at "I don't know, but it's one of the best runners of Benelux; and if you catch him, I'll give you a beer" wink-humørikon

Herefter var der 'kun' 10 km tilbage, men jeg var sgu ved at være godt træt. Kørte nu på 4. og sidste flaske af 600 ml energidrik og havde netop kværnet 3. og sidste gel. Men med den slags er det jo i praksis sådan, at man reelt ikke mærker, hvad der tilføres; kun evt. undgår at mangle knap så meget energi som ellers. Og sådan var det vel nu. Havde intet overskud, men kunne dog blive ved med at løbe hæderligt.

Den grønne gut måtte i øvrigt have været rigtig glad for sin 2. plads, for han gav den ikke fra sig uden kamp, og vi måtte dyste resten af vejen mod mål. Heldigvis havde jeg fået 25-50 meters forspring, da jeg overhalede ham, og herfra gik det sådan, at hver gang der var stigning, øgede jeg lidt, og når der var nedløb, hentede han en smule tilbage. Men jeg forsøgte at være modig nedad og var tilfreds med, hvor lidt jeg tabte.

Mod slutningen fladede ruten lidt ud, men var stadig i godt trail'ede spor. Situationen var lettere grotesk. Jeg løb og løb og løb, men kom ingen vegne, syntes jeg. Og 100 meter bag mig lå ham den grønne og havde det sikkert på præcis samme måde. Med en kilometer tilbage fik jeg melding om, at mål var nær, og da fik jeg heldigvis acccelereret så godt, at jeg i mål nok var ca. 200 meter foran.

Er efterfølgende tilfreds på mange plan. Skidt med de 27 sekunder i starten nu her bagefter, for resultatet var ikke blevet anderledes. Og jeg lærte faktisk rigtig mange gode ting om mig selv undervejs. Ikke mindst, at den fede dame endnu ikke har sunget, når det gælder undertegnede som trail-løber;-) Ret beset tror jeg faktisk, jeg løb mit bedste løb i den slags terræn nogensinde.

Dagens vinder var 27-årige Huub Van Norden fra Holland. En løber, som nok topper, hvad vi har at byde på i DK; så ingen skam at tabe med 18-19 min. til sådan en fyr.

Se samlet resultatliste her >

Læs mere om Huub Van Norden her >

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik