Viborg AM

En klub i stadig udvilkling

5 af Viborg Atletik og Motions stærkeste mandlige senior- og ungdomsløbere deltog i weeekenden med succes i et indendørsstævne i Skive.

 

 

I Viborg rådes endnu ikke over faciliteter til udøvelse af indendørs atletik, så det var med stor spænding, at 5 løbere fra Viborg AM’s senior- og ungdomsafdeling i weekenden drog til Skive for at dyste mod andre af regionens stærkeste løbere.

 

Men lad det være sagt med det samme – de gjorde det rigtig godt, de unge løbere; faktisk så godt, at der stod Viborg på de fleste af dagens aller flotteste resultater.

 

Største præstation stod unge Carl Christian Burvil for, da han som vinder af dagens B-heat på 3.000 meter distancen præsterede at sætte ny dansk rekord i M13-klassen med tiden 9.53,06 min. Med god hjælp fra sin klubkammerat, Thijs Nijhuis, der agerede pacer for både dagens A- og B-heat, løb Carl Christian et rigtig flot løb med meget jævnt tempo lige fra start. Efter de første 2.000 meter begyndte det at knibe en smule at holde de kalkulerede mellemtider, men med en koncentreret indsats og efter en rigtig flot spurt på sidste omgang á 200 meter lykkedes det alligevel at forbedre den bestående rekord med ca. halvandet sekund. Carl Christian bekræftede således endnu engang det store talent, han også viste for nylig, da han blev vestdansk mester i crossløb på hjemmebane i Viborg.

 

Forinden dagens B-heat havde Viborg AM allerede haft 4 øvrige løbere til start i A-heatet. Bedst blev her Thijs Nijhuis, som efter at have trukket feltet fra start til mål i et forud fastlagt tempo, mod slutningen satte en uimodståelig spurt ind over 400 meter, hvormed han kunne sikre sig en flot sejr i tiden 8.43.25 min.

 

På de næste pladser kom Viborgs øvrige løbere ind i følgende rækkefølge:

 

Nr. 2, Magnus Højen: 8.54,88 (PR)

Nr. 4, Emil Kortbæk Aarestrup: 9.11,66 (PR)

Nr. 5, Marc Laursen: 9.17,04

 

Sidstnævnte Marc Laursen blev som bekendt også vestdansk mester i crossløb sin aldersklasse, da det for nylig blev afviklet i Viborg.

 

 / Søren Rasmussen

 

Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik